Pages - Menu

Viser opslag med etiketten cupcake. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten cupcake. Vis alle opslag

torsdag den 26. januar 2012

Filtninger og fondant - skildpadde

Skildpadden her er inspireret af Find Nemo - jeg er bedst til at tegne med udgangspunkt i et eller andet. De figurer der er tegnet fra 'fri fantasi' har enten været gennem rigtig mange finpudsninger (eksempelvis triceraptoren), forbi min lillebror (katten) eller lavet med udgangspunkt i et rigtigt billede (bulldoggen).

Jeg har brugt skabelonen til også at skære skildpadden ud i fondant, så den passer til toppen af en cupcake. Er meget tilfreds med resultatet, men det er for tidskrævende til at lave til Ludvigs kommende navngivningsfest - og så synes jeg heller ikke fondant smager specielt godt.



onsdag den 5. oktober 2011

Mmm... cupcakes

Efter en sløv, sløv morgen besluttede jeg at tage en tur på hovedbiblioteket og forbi torvehallerne her til middag/eftermiddag. Jeg prøver at skære ned på de søde sager, men faldt for fristelsen hos Agnes Cupcakes og købte en citroncupcake med marengs. Agnes Cupcakes har ellers fået blandede anmeldelser af dem jeg kender, men den kage jeg fik i dag ku' ikke ha' været bedre. Det var meningen jeg skulle mødes med min kæreste udenfor torvehallerne og følges hjem, men han gik i stedet for at finde mig ved kagerne... ja, så forudsigelig er jeg åbenbart:-)
Kagen blev desværre en smule mast på trods af den fine indpakning, men den ser da stadig godt ud.

søndag den 4. september 2011

Navnefest

Er kommet hjem fra en rigtig hyggelig eftermiddag med navnefest for min svigerindes søn. Har haft travlt hele weekenden med at bage, klippe navneskilte og lave pynt til cupcakes i fondant. Herunder har jeg samlet nogle billeder fra festen:

Ialt blev det til 150 cupcakes med henholdsvis chokolade, citron, rabarber, blåbær og gulerod. Vi pyntede med små skibe (som dog væltede i varmen), skattekister med guldkrymmel, palmer og flag. På den øverste kage sad en lille pirat i fondant. Min svigerinde bagte desuden en stor skærekage, som jeg pyntede med navn, pirat og små hajfinner. Bortset fra de små skibe blev resultatet rigtig godt, og det er helt sikkert ikke sidste gang jeg skal pynte cupcakes, men måske vil jeg nøjes med lidt færre næste gang:-)


Min svigerinde havde produceret enorme mængder bordpynt, baseret på mine skabeloner, som blev spredt på bordene og limet på bordkortene. Til kagerne lavede jeg et skattekort med en oversigt over kagerne. Papiret er malet med kaffe, har fået revet kanterne og er blevet krøllet.