Pages - Menu

lørdag den 16. august 2014

Havekage DIY

Du skal bruge:

Til pynt:
250 g brun fondant
250 g hvid fondant
1,5 pk knuste chokolade Oreos (dem med brun creme). Karen Volf laver også en kopi med Hugo, der kan bruges.
Wilton farve ell. lign. i rød, gul, grøn, lilla, lyserød, sort (flere nuancer kan blandes af disse)
Kagerulle
Skarp kniv
Træspyd
Nål

Til kage:
Fad ca. 21x15 cm
Opskrift på Chocolate Mudcake og smørcreme.
NB: Der er til 3 kager i kageopskriften, men kun til én i smørcreme. Tilsæt kakaopulver til smørcreme.

Fremgangsmåde:
  • Bag kagen mindst én dag før kagen samles og stil den i køleskab natten over. Skær kagens kanter og top til, så den bliver helt firkantet. Den skal gerne være 5 cm høj.
  • Alt pynt skal laves i dagene op til, da det skal nå at tørre. Særligt plankeværket må gerne laves en uge tid i forvejen.
  • Smør kagen op med smørcreme mens cremen er blød og kagen er kold. Der skal et tykt lag på toppen. Sæt plankeværket på hele vejen rundt og stil i køleskabet i 30 min. Hæld de knuste Oreos oven på kagen. Pynt med grøntsager.
Pynt:
Plankeværk
Rul den brune fondant ud og skær plankeværket i størrelsen 7x1 cm. Brug en nål til at tegne struktur i plankeværket. Skær toppen til i en trekant.

Blomkål
Rul hvide kugler i forskellig størrelse og tryk let sammen til én stor bold. Form trekantede blade og fold rundt om blomkålshovedet.

Æbler
Rul små kugler og lav hul i toppen med et træspyd. Rul stilke af brun fondant og sæt fast i det lille hul med træspyddet. Form evt. små trekantede blade og tryk fast i toppen.

Kurv til æbler
Ligesom plankeværket. Hver side er 4x2 cm. og bunden 4x4 cm. Siderne er klistret sammen med fondant på indersiden af kurven. Bunden er kurven er fyldt med brun fondant.

Vandmeloner
Rul lysegrønne, helt runde kugler. Rul tynde mørkegrønne pølser og læg rundt om kuglen. Rul forsigtigt kuglen til en oval form, mens den mørkegrønne farve trykkes ind i den lysegrønne.

Græskar
Rul orange kugler og tryk en smule flade. Brug en nål til at trykke fordybninger i græskarret. Rul en stilk i grøn fondant og tryk den flad i den ene ende.

Gulerødder
Rul små kegler af orange fondant. Brug en nål til at lave små fordybninger i gulerødderne. Rul tynde stilke af grøn fondant. Sæt stilkene fast i toppen af gulerødden med en nål.

Rødbeder
Rul lilla kugler som spidses til for enden. Rul grønne stilke/blade af grøn fondant og tryk flade. Sæt fast i toppen af rødbeden med en nål.

Kål
Rul en lille kugle til midten af kagen. Rul kugler i forskellige størrelser og tryk hver af dem helt flade. Giv hvert blad struktur ved at trykke en nål langs kanten. Sæt 2 små blade om den inderste kugle. Sæt 3 blade i det næste lag. Sæt 3-4 store blade i det yderste lag.

Muldvarp
Formet i mørk brun og lyserød fondant og sættes i en lille top jord.

Det havde selvfølgelig hjulpet med trin for trin billeder, men det fik jeg desværre ikke taget. Det vil jeg huske fremover.











2 kommentarer: